Anders Aaskoven og Mathias Heltberg vender “hjem” til FC Rudersdal

dato

Nyheden er fra FC Rudersdal

(FC Rudersdals kommende seniortrænere, tv. Mathias Heltberg og th. Anders Aaskoven)


Det bliver et par velkendte ansigter, som skal videreføre FC Rudersdals første senior, når Thomas Lesly takker af til sommer. Klubben har nemlig indgået aftaler med Anders Aaskoven og Mathias Heltberg, der tidligere har været mangeårige ungdomstrænere i det gamle BSV.

“Anders og Mathias passer perfekt ind i den strategi, der ligger i det ‘nye’ FC Rudersdal, hvor vi gerne vil bygge klubben op med dygtige lokale kræfter. Anders og Mathias er talentfulde trænere med A-træneruddannelse og har et stort kendskab til området, klubbens værdier og spillertruppen,” fortæller FC Rudersdals sportslige leder, Anders Nim.

Om aftalen med FC Rudersdal fortæller Mathias Heltberg; “Vi glæder os først og fremmest til at bygge videre på det gode arbejde, som Thomas Lesly har skabt i FC Rudersdal. For os er det lidt en ungdomsdrøm at komme tilbage til den klub og det område, som har været med til at forme os som fodboldtrænere. Derudover oplever vi en klub, der - med den nye FC Rudersdal overbygning - er på vej i en rigtig spændende retning. Den retning, og de mange gode tiltag, der sker i Vedbæk og på Rundforbi, vil vi helt vildt gerne være en del af.”

“For mig er virket som fodboldtræner en passion og at kunne gøre det i min barndomsklub er noget, der betyder en helt masse,” fortæller Anders Aaskoven og forsætter: “Vi glæder os helt vildt meget til at arbejde med holdet og har store ambitioner om at skabe et kompetitivt og sjovt træningsmiljø, hvor der både bliver arbejdet hårdt, men samtidig også er plads til at have det sjovt med hinanden. 

Mathias og Anders er begge 30 år og var senest i klubben for seks år siden. I mellemtiden har de været på forskellige fodboldadresser i Københavnsområdet; bl.a. i B93 og AB. Begge trænere har underskrevet treårige aftaler, der træder i kraft d. 1. juli 2021 og løber frem til d. 30. juni 2024.

Kilde: FC Rudersdal