Nyheden er fra FC Rudersdal
Fundamentet i en god børne- og ungdomsfodboldklub er dygtige og veluddannede fodboldtrænere. Derfor har FC Rudersdal brugt de seneste måneder på at opkvalificere rammerne for klubbens ungtrænere til gavn for de yngste drenge- og pigespillere.
I FC Rudersdal vil vi gerne have dygtige og lokale trænere med kendskab til området og klubben. De hænger ikke på træerne, og derfor vil vi i de kommende år bruge langt flere ressourcer på at uddanne de ældste ungdomsspillere i klubben til at blive dygtige børne- og ungdomstrænere. Uddannelsen vil både ske i DBU regi og internt i FC Rudersdal, fortæller klubbens sportslige leder, Anders Nim, og forsætter:
“Ungtrænerne giver rigtig meget til vores træningsmiljø - og de fleste af dem har enten selv spillet eller spiller i klubben. De kender således kulturen og klubbens værdier, og så er de typisk ikke mere end 5-6 år ældre end de spillere, de træner, hvilket gør det nemt for dem at være i øjenhøjde med børnene.”
Én af klubbens dygtige ungtrænere, Christian Paustian, fortæller: “FC Rudersdal er for mig mere end blot et almindeligt fritidsjob. Klubben har formået at skabe en kultur, som får en ungtræner som mig til at føle sig som en del af fællesskabet. Jeg glæder mig til hver træning, hvor jeg får lov til at give noget videre til klubbens ungdomsspillere samtidigt med, at jeg lærer en masse nyt om mig selv. Derfor kommer jeg altid hjem fra træning med et smil på læben.”
I øjeblikket har FC Rudersdal femten lønnede ungtrænere, hvoraf flere af dem allerede er tilmeldt DBU’s B og C træneruddannelser i foråret. Klubbens ambition er at have én til to ungtrænere på hver årgang op til U14, som kan assistere årgangstrænerne i træning og kamp.