Søndag den 23. marts kl. 16.00 inviterer Vedbæk Kirke til en stemningsfuld koncert med ensemblet Arte Divine og vokalensemblet ÆTLA. Koncerten SUMMA byder på både nutidige og klassiske værker og skaber et poetisk rum for refleksion og fordybelse midt i fastetiden.
Unik koncertoplevelse i Vedbæk Kirke
Med sin smukke akustik og intime atmosfære er Vedbæk Kirke den perfekte ramme for koncerten. Publikum vil opleve et rigt musikalsk program, der spænder fra nutidens prisvindende komponister Anna Þorvaldsdóttir og Arvo Pärt til renæssanceklassikeren Miserere mei af Gregorio Allegri. Fra den ydmygende knælen ved korset i Ad Genua til forsoningens barmhjertighed i Allegris ikoniske værk danner musikken en meditativ rejse gennem sorg, bøn og håb.
“Vedbæk Kirke har en fantastisk akustik, der fremhæver musikkens mange lag. Vi glæder os til at fylde rummet med toner, der inviterer til fordybelse og indre stilhed,” siger organist og ensembleleder David Bendix Nielsen.
Unge professionelle musikere og sangere
Ved koncerten kan man opleve Arte Divine, der er et nyopstartet professionelt ensemble. Ensemblet skaber koncerter, der med udgangspunkt i kirkemusikkens enorme repertoire, præsenterer værker, der sjældent høres i Danmark. Under ledelse af David Bendix Nielsen skaber de musikalske oplevelser, der favner både fortidens mesterkompositioner og moderne værker. I efteråret præsenterer Arte Divine også et af barokkens mindre kendte, men særdeles festlige oratorier: Ode for Saint Cecilia’s Day af G.F. Händel, og som kan oplevelse over hele landet.
Til koncerten medvirker også en række unge sangere og musikere: Vokalensemblet ÆTLA er kendt for deres krystalklare stemmer og evne til at skabe en intens nærværende oplevelse. Sammen med instrumentalister fra DR Symfoniorkestret og mezzosopranen Sophie Haagen skaber de en koncertoplevelse, der løfter kirkemusikken til nye højder.
Der er fri entré, og alle er velkomne.