BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet
Tror du oprigtigt på, at alle børn har ret til at være en del af et trygt børnefællesskab med tydelige og inspirerende voksne? Brænder du for folkeskolen? Vil du være med til at skabe trivsel og læring hver dag for alle vores nysgerrige, kloge, kreative og virkelig søde børn i Vedbæk?
Så er vores ledige stilling som pædagogisk afdelingsleder for indskoling/SFO/SFK på Vedbæk Skole i Rudersdal Kommune præcis noget for dig.
Som pædagogisk afdelingsleder får du ansvar for udvikling og ledelse af vores indskoling (0.-4. årgang) og SFO/SFK. Der er et stort potentiale for at skabe sammenhæng i børnenes hverdag i skole og SFO/SFK, blandt andet via udvikling af samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Sammen med det øvrige ledelsesteam og dygtige medarbejdere i både skole og SFO/SFK skal du opbygge og forankre didaktisk og pædagogisk kapacitet og ledelsesmæssigt være tæt på særligt indskolingens udvikling.
Din profil
Dit engagement som leder har afsæt i eleverne og tager udgangspunkt i børnefællesskabet som den bærende kraft. Du er optaget af, hvad der bedst understøtter elevernes læring og trivsel, og du er nysgerrig på, hvordan eleverne oplever deres skole. I Rudersdal tror vi på, at vores elever forbliver motiverede, når vi ser skolen og undervisningen igennem deres øjne, og når vi skaber læreprocesser med udgangspunkt i vores elevers forudsætninger. Vi søger en leder, der deler dét mindset med os.
Som leder af lærere og pædagoger er du stærk i relationer, som du prioriterer i hverdagen ved at være nærværende og tæt på praksis. For dig er det let at skabe følgeskab, bl.a. fordi du har hjertet på rette sted og er ægte nysgerrig på dine medmennesker.
Du har pædagogisk og didaktisk indsigt og ledelseserfaring fra lignende job, som du bringer i spil i lærende samtaler med skolens pædagogiske medarbejdere og i ledelsesteamet.
Du er levende optaget af skolens kerneopgave og tror på, at du som leder bedst kan lykkes, når du er en del af et lærende fællesskab. Som kandidat til stillingen ser du dig selv som en stærk og inspirerende leder, der er lige komfortabel tæt på praksis i sparring med dygtige fagprofessionelle som i samarbejdet med forældre omkring elevernes trivsel og læring. Du har det fint med at løbe selv med en opgave, men du er team-player i din grundstruktur. Du kan holde hovedet koldt, når der er mange ting, der skal håndteres samtidig, og du kan bevare dit gode humør og dit overblik, når det kan være svært for andre at gøre det samme.
Derfor skal du vælge os
Du bliver en del af en veldrevet skole med et godt ry og et ambitiøst ledelsesteam, der er præget af høj faglighed og et systematisk, undersøgende og involverende arbejde med skolens udvikling. Vi har 60 engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, der hver eneste dag gør en forskel for vores 500 dejlige elever og deres aktive forældre, der har høje forventninger til skolen, og som udgør en positiv ressource i skolens hverdag.
Samlet er Vedbæk Skole en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på at være fælles om kerneopgaven og troen på, at vi kan mere sammen end hver for sig – og så har vi højt til loftet og plads til at have det sjovt!
Du bliver del af Rudersdal Kommunes skolevæsen, hvor vi samarbejder om at skabe landets bedste skoler. Vi videndeler på tværs af skoler, og alle skolernes ledelser indgår i tværgående opgaver omkring vores fælles skolevæsen, hvor vi lærer sammen, og hvor kompetenceudvikling er en naturlig del af vores arbejde.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med start snarest muligt. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Du er meget velkommen til at kontakte skoleleder, Dorte Juel Hansen på 72684685 for en videre samtale om jobbet.
Om os
Du kan læse mere om skolen på https://vedbaekskole.aula.dk/
På www.skole.rudersdal.dk kan du få mere information om Rudersdal kommunes skolevision.
Ansøgning, samtale og kontakt
Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.
Samtaler
Vi afholder samtaler den 29. november fra kl. 16:30
Ansøgningsfrist
Torsdag d. 16. november 2023
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Rudersdal Kommune, Øverødvej, 2840 Holte
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5934431