Søndag klokken 9.47 kontaktede en 37-årig kvinde fra København politiet og meddelte, at hun var faldet af sin hest i Dyrehaven i Lyngby-Taarbæk. Kvinden forklarede, at hun var okay, men hesten løb løs rundt i området.
Klokken 9.53 modtog politiet endnu et opkald, denne gang fra en 49-årig kvinde fra Vedbæk. Hun oplyste, at hun havde forsøgt at indfange den løbske hest ved Møllebroen, men uden held. Hesten havde retning mod Raadvad, og i forsøget på at indfange den, var stigbøjlen røget af. Kvinden fra Vedbæk gik rundt med stigbøjlen i hånden, mens hesten fortsat var løs.
Klokken 10.49 blev hesten endelig indfanget uden skader.