Vedbæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud i varebil, Frederikssund
Mellem fredag d. 30. juni kl. 12.00 og mandag kl. 16.00 har der været indbrud i en varebil på Baneleder i Frederikssund, hvorfra der er blevet stjålet værktøj.
Bedrageri, Vedbæk
En 84-årig mand fra Vedbæk er blevet franarret penge, da han mellem fredag og tirsdag var i kontakt med en falsk repræsentant fra Microsoft, der hjalp ham med at rense hans pc. Efterfølgende viste det sig, at der var blevet overført penge til banker i udlandet.
Udleverede kort og koder, Kgs. Lyngby
Tirsdag eftermiddag mellem klokken 15.00 og 16.30 blev en 89-årig kvinde fra Kgs. Lyngby ringet op af en kvinde, som udgav sig for at være fra en bank. Kvinden oplyste, at der var nogen, der forsøgte at hæve penge på den 89-åriges konto og, at hun derfor skulle aflevere sit dankort med tilhørende kode til en mand fra banken, som ville møde op på kvindens adresse. Den 89-årige afleverede disse til manden og efterfølgende blev det konstateret, at der var hævet penge fra kvindens konto.
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode i telefonen eller afleverer tingene fysisk til en fremmed person. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.
Knuste ruder, Frederikssund
To niårige, en dreng og en pige fra Frederikssund, måtte tirsdag aften ved 18-tiden indrømme, at de havde knust fem-seks ruder i Stenhøjgård Børnehus. De to blev opdaget af en kvinde, som kontaktede politiet. Børnenes forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
Snydt af falsk barnebarn, Charlottenlund
En 92-årig mand blev tirsdag aften narret til at udlevere penge til, hvem han troede var en ven til sit barnebarn. Klokken 18.42 blev den 92-årige ringet op af en ukendt person, som udgav sig for at være den 92-åriges barnebarn og bad om at låne et større kontantbeløb. Da den 92-årige indvilligede i dette, sagde personen i telefonen, at han ville sende sin ven hen for at hente pengene og kort efter mødtes den 92-årige med en mand på gaden på Ordrupvej og afleverede pengene til ham. Kort efter talte den 92-årige med sit rigtige barnebarn, som kunne fortælle, at det ikke var ham, som havde bedt om at låne penge. Den mand, som afhentede pengene beskrives som mellemøstlig af udseende, 30-35 år, 150-155 cm høj, kraftig af bygning, mørk i huden med kort sort hår og skæg. Han var iført sorte bukser og sort trøje.
Røg fra container, Helsingør
Klokken 20.44 kom en anmeldelse om, at der var kraftig røg fra en container på Ny Kronborgvej. Politi og brandvæsen kom til stedet og konstaterede, at der ikke var brand, men blot røg.
Sigtet for butikstyveri, Espergærde
Tirsdag aften klokken 21.31 kom en anmeldelse om butikstyveri i Netto på Vestermarken. Her havde to mænd på henholdsvis 16 år fra Espergærde og 19 år med ukendt adresse stjålet diverse varer. Begge blev sigtet for butikstyveri. Den 16-årige blev tillige sigtet for besiddelse af narko, da han havde en mindre mængde kokain på sig.
Blev bedt om at slukke musik, Tisvildeleje
En patrulje kørte klokken 01.15 til Dyrekærgårdsvej efter en anmeldelse om musik til ulempe. Her fik de tilstedeværende påbud om at slukke for musikken.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til ulempe?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer. Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.